Det kan være en stor beslutning at opsøge en psykoterapeut, hvis man står I en livssituation, som er svær at håndtere. Det kan synes uoverkommeligt at bede om hjælp, når vi gerne vil være stærke, og klare alt selv. Men vi udvikler os alle i relation med andre. Vi møder os selv i vores samvær med andre. Når du vælger at søge professionel hjælp, er det et udtryk for at du ønsker at tage ansvar for dit liv.
Psykoterapi kan være den hjælp du har brug for, til at skabe en positiv forandring og genfinde din styrke.
Jeg forventer ikke at du har forberedt noget inden det første møde. Vi vil i fællesskab ved det første møde, finde ud af hvad det er du ønsker. Måske du har en specifik problemstilling du ønsker hjælp til, eller måske har du en mere uklar fornemmelse af, at du er ked af dit liv eller føler dig fastlåst.
Varigheden af dit forløb afhænger af dine problematikker og dine ønsker og behov. Jeg vil anbefale at vi starter op med at aftale et forløb over 3 – 5 samtaler med 2 til 3 ugers mellemrum. Det giver mig et godt grundlag for at få indsigt i hvem du er, og gå i dybden med dine udfordringer. Et eventuelt videre forløb afhænger af hvad det er for problemstillinger og ønsker du har. Er der tale om større eksistentielle kriser, som f.eks. skilsmisse, tab, angst eller depression, kan det være nødvendigt med et forløb over længere tid, evt. med én samtale pr. måned for at kunne gå i dybden. Andre oplever også at et par opfølgende samtaler er tilstrækkeligt.